Historien om fuglen

Der var engang en fugl. Den havde et par fuldendte vinger med vidunderlige, skinnende og farvestrålende fjer. En fugl der var skabt til at flyve frit og uhindret omkring til glæde for den der så den.

En dag så en kvinde den skinnende fugl, og blev forelsket i den. Hun betragtede dens flugt med åben mund i beundring, med bankende hjerte og øjne der strålede af lykke. Den opfordrede hende til at flyve sammen med sig, og de to fløj omkring i fuldstændig harmoni. Hun beundrede, tilbad, forgudede fuglen.

Men så tænkte hun, at den måske ville flyve hen til nogle af de fjerne bjerge! Og kvinden blev bange. Bange for aldrig mere at føle det samme med en anden fugl. Og hun var misundelig, misundelig på fuglen fordi den kunne flyve.

Og hun følte sig ensom.

Og hun tænkte: Jeg laver en fælde. Næste gang fuglen dukker op, vil den ikke kunne stikke af mere.

Fuglen der også var forelsket, vendte tilbage  den næste dag, og gik i fælden, og blev sat i et bur.

Hver dag betragtede hun fuglen, og viste den frem til sine veninder, som sagde “Men du har jo alt” Imidlertid skete der en mærkelig forvandling: Nu da hun havde fuglen og ikke længere behøvede at fange den, mistede hun interessen for den. Fuglen der ikke længere kunne flyve og give udtryk for meningen med sit liv, sygnede hen, tabte sin pragt, blev grim – og kvinden viste den ikke så megen opmærksomhed mere, gav den bare mad og rensede buret.

En skønne dag døde fuglen. Kvinden sørgede dybt og kunne ikke glemme den. Men hun huskede ikke buret, kun den første dag hun havde set den flyve glad mellem skyerne.

Hvis hun havde iagttaget sig selv, ville hun have opdaget, at det som begejstrede hende så meget ved fuglen, var dens frihed, energien i dens baskende vinger, ikke dens fysiske krop.

Uden fuglen havde hendes liv ikke længere nogen mening, og Døden bankede på hendes dør. “Hvorfor kommer du?” spurgte hun Døden.

“Så du igen kan flyve med din fugl”, svarede Døden. “Hvis du havde ladet den flyve frit, var den altid kommet tilbage, og du ville have beundret den endnu højere. Men nu har du brug for mig til at møde den igen”